I Lunas Ark arbejder vi ud fra en grundtanke om at alle mennesker gør det så godt de kan, både voksne og børn. Det gennemsyrer vores pædagogiske praksis og hverdag. I Lunas ark arbejder vi ud fra at vi som pædagogisk personale kan tage ansvar og sikre os at vi skaber de rette muligheder for at børnene kan lykkes. Det er ikke børnenes ansvar eller skyld når noget er svært, det må vi påtage os som pædagogisk personale.
Vi går op i børnenes perspektiv og vil gerne inddrage børnene i diverse processer og temaer, så det også bliver som de ønsker det. Vi vil gerne være tæt på børnene og er også en aktiv del af børnenes lege og kan på den måde hjælpe børnene i at lege sammen.
Marte Meo er en grundsten i vores pædagogiske praksis. Alle medarbejdere kommer på seks dages kursus, og når vi taler om børn er det ud fra et ressource orienteret børnesyn, med fokus på det der virker og det som vi vil have mere af. Vi ser børnenes potentialer og ønsker at bygge yderligere på dem.
Vi er i gang med en pædagogisk læreplan, som skal være fundamentet for vores pædagogiske arbejde. I vores pædagogiske læreplan vil vi berøre disse temaer: Børnesyn, dannelse og børneperspektiv, leg, læring, børnefællesskaber, pædagogiske læringsmiljø, forældresamarbejde, børn i udsatte positioner og sammenhænge.
Vi er nysgerrige og undersøgende på, hvordan vi løbende kan forstå hvad der er på spil for børnene og hvordan vi i fællesskab med forældrene kan skabe de optimale betingelser for det gode børneliv, hvor læringen stikker dybere, så barnet forankrer værdier og viden i sin personlighed, som en rettesnor til at orienterer sig og agere i verden.
Vi begynder i løbet af 2025 at arbejde hen mod at blive en daginstitution med naturprofil. Vi ønsker at skabe Greve Kommunes bedste naturinstitution. Den proces bliver der sat yderligere skub i når vores kommende institution står færdig i 2026.
Som personalegruppe arbejder vi med nysgerrighed og forståelse for hinanden. Vi tror på at med et godt arbejdsmiljø, så kommer vi længst. Vi ønsker det bedste for hinanden og tror det bedste om hinanden, og hvis man undrer sig, så taler vi sammen. Vi er ét hus, og hjælper hinanden på kryds og tværs i Lunas ark. Vores styrke er fællesskabet, og det at ville lykkes sammen.